Beskæftigelsesfradrag er sendt i høring

4.100 kroner ekstra i lommerne om året. Det bliver gevinsten for de personer, der får mest ud af beskæftigelsesfradraget, hvis det bliver virkelighed.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
05. maj 2019 15:12

Der er nu taget endnu et skridt for at indføre et beskæftigelsesfradrag her i landet. Et forslag om hvordan fradraget skal fungere er sendt i høring af Departementet for Finanser.

Forslaget går ud på, at fradraget optrappes gradvist således, at personer, der tjener mellem 180.400 kroner og 350.400 kroner, får et fradrag på 9.600 kroner om året.

Det svarer til at få 4.128 kroner ekstra udbetalt om året.

Tjener man over 350.400 kroner om året bliver fradraget mindre og mindre, så det helt forvinder, hvis man tjener 550.000 kroner om året.

Vil koste 45-50 millioner kroner

Fradraget har været omdiskuteret, dels fordi det var et centralt løfte fra det store koalitionsparti Siumut under sidste års valgkamp, og dernæst fordi fradraget blev lovet indført allerede fra 2019.

Men det var ikke muligt at nå, fordi fradraget kræver en ændring af Selvstyrets løn- og skattesystem, lød forklaringen blandt andet fra daværende naalakkersuisoq for finanser, Pele Broberg.

Beskæftigelsesfradraget foreslås indført fra og med 2020, og det vil samlet koste mellem 45 og 50 millioner kroner i mistede skatteindtægter til Selvstyret.

LÆS OGSÅ Beskæftigelsesfradrag må vente til 2020