Per Berthelsen udnævnt til politisk ordfører

Siumut-gruppen i Inatsisartut har udnævnt en politisk ordfører. Valget er faldet på en af landets mest erfarne politikere i form af Per Berthelsen. Han bestred også hvervet som politisk ordfører i sidste valgperiode.
Skrevet af Peter Troelsen
12. september 2013 11:44

Der har ellers været dårlige vibrationer mellem Berthelsen og naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, der truede Berthelsen på det mandat han sidder på i landets lovgivende forsamling, men de uoverensstemmelser er nu fortid for Per Berthelsen.

-Jeg er meget glad for den tillidserklæring, der ligger i en udnævnelse som politisk ordfører. Jeg skulle lige bruge et par dage på at tænke tingene igennem, men sagde så endeligt ja her til formiddag. Jeg ser frem til at sikre partiets ansigt udadtil med klare meldinger om vores politik, fortæller Per Berthelsen til knr.gl.

Per Berthelsens udnævnelse til politisk ordfører betyder at Berthelsen skal tage sig af de store linjer imens de øvrige medlemmer af Siumut-gruppen er stadigvæk ordførende på deres udvalgsområder.

-Det er jo den højeste post, man kan få som menigt medlem af Inatsisartut, og jeg vil bruge hele min politiske erfaring til at få sikret partiets ideer og holdninger kommer ud til mine landsmænd. Vi arbejder på at få sikret landets fremtid, og det vil jeg knokle i døgndrift for at medvirke til, forklarer den nyudnævnte politiske ordfører for Siumut.