Per Berthelsen: Palles svar er stadig uacceptabelt

Siumuts medlemmer af Finansudvalget er stadig utilfredse med den del af Naalakkersuisuts svar i Air Iceland-sagen, som de nu har fået efter 15 dages ventetid.
10. marts 2011 14:57

- Så hermed kan jeg i hvert fald sige, at sagen er langt fra slut, fastslår medlem af Finansudvalget for Siumut, Per Berthelsen, med henvisning til udvalgets behandling af Selvstyrets Air Iceland-aftale.

I sidste måned sendte Finansudvalget sine spørgsmål til Air Iceland-aftalen - plus en stribe ekstra - tilbage i hovedet på både Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og Palle Christiansen. De svar, de havde fået, var nemlig langt fra fyldestgørende, mente de.

Men Per Berthelsen med partifælle i Finansudvalget, Finn Karlsen, i ryggen, finder fortsat Palle Christiansens besvarelse for stærkt utilfredsstillende.

- Allerede nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg inden for de 7 spørgsmål, når jeg hurtigt skimter besvarelserne, er der mindst 2 hvor, jeg simpelthen ikke vil acceptere hverken tone eller indhold, siger Per Berthelsen.

Han vil p.t. ikke oplyse, hverken hvordan spørgsmålene eller svarene lyder.

Finansudvalget afventer stadig svar fra Kuupik Kleist i samme sag. Og når de er i hus, vil udvalget behandle sagen videre, forventer Per Berthelsen. Indtil da vil han ikke udtale sig yderligere.

Daværende formand for Finansudvalget, IA's Naaja Nathanielsen, udtalte den 22. februar tilKNR:

- I dag er vi så utilfredse, at vi har set behov for endnu en gang at skrive til formanden, men også til Naalakkersuisoq for Finanser for at få yderligere svar på de spørgsmål, vi stillede oprindeligt. Vi mener ikke, at sagen er fuldt belyst.

Spørgsmålene til Palle Christiansen og Kuupik Kleist blev afsendt den 23. februar.

Forinden havde Finansudvalget haft både Naalakkersuisut-medlemmerne Jens B. Frederiksen og Palle Christiansen i samråd. Derefter rettede de en skarp kritik af aftalen, som de opfordrede Naalakkersuisut til at suspendere.

Det er idag ikke lykkedes KNR at få kontakt til Finansudvalgets nye formand, Olga P. Berthelsen.