Beredskabet er utilstrækkeligt

Forrige uges rapport fra Forum For Samfundets Beredskab kalder det nuværende SAR-beredskab utilstrækkeligt. Men én af rapportens vigtigste anbefalinger til et bedre beredskab er slet ikke realistisk at føre ud i livet.
Skrevet af Mads Ullerup
25. juni 2012 06:51

Ifølge rapporten anbefales det blandt andet, at alle fire af SAR-beredskabets inspektionsfartøjer bør udstyres med helikoptere.

Men der er hverken hangar på Knud Rasmussen eller Ejnar Mikkelsen, så derfor vil det være en dårlig idé, mener chefen for Grønlands Kommandoen, Henrik Kudsk.

- Det vil ikke give mening. Du kan ikke placere en helikopter på et skib, der ikke har en hangar fordi, den kan ikke tåle at stå udendørs permanent, siger Henrik Kudsk.

Rapporten om SAR-beredskabet konkluderer, at der er behov for et mere robust og sammenhængende SAR-beredskab.

Og et af rapportens vigtigste anbefalinger er at opruste helikopterkapaciteten.

Henrik Kudsk er chef for Grønlands Kommandoen. Han fungerer desuden som rådgiver til den arbejdsgruppe, der skal analysere konsekvenserne af, at man til næste år udfaser Air Greenlands S-61-helikoptere, der i dag blandt andet bruges til eftersøgnings- og redningsaktioner.

På grund af hans embedsmandsrolle kan han ikke kommentere på, hvad der ifølge ham er den bedste løsning på helikopterproblematikken.

Når vi beder Henrik Kudsk om at se bort fra den førnævnte rapport og i stedet beder ham give sine egne bud på, hvor SAR-beredskabet bør forbedres, så har han særligt to ønsker.

Først og fremmest kunne han godt tænke sig endnu et inspektionsskib.

- Det vil gøre, at vi i sommerperioden har fire skibe omkring Grønland og så ét ved Færøerne, og det mener jeg er passende, fortæller Henrik Kudsk.

Derudover vil chefen for Grønlands Kommandoen gerne have større rådighed over Forsvarets såkaldte Challenger fly, som man i dag kun har mulighed for at benytte cirka ti dage om måneden.

- På grund af at Grønland og farvandene omkring landet er så voldsomt stort, så er det vigtigt, at man har noget som man hurtigt kan få i luften og som hurtigt kan flyve langt og fortælle os, hvad der sker, slutter Henrik Kudsk.

Den politisk ansvarlige, Jens B. Frederiksen, har endnu ikke haft mulighed for læse den omtalte rapport som Forum For Samfundets Beredskab står bag.

Derfor kan han heller ikke svare på den kritik, rapporten retter mod det nuværende SAR-beredskab.