Berømt inuit formodes myrdet

En af Canadas mest anerkendte Inuit kunstnere er død, måske myrdet.
25. september 2016 11:03

Annie Pootoogook var en af Canadas mest kendte Inuit kunstnere. Hun blev fundet flydende i Rideau floden i Ottawa tidligere i denne uge, men er først nu blevet identificeret.

Annie Pootoogook kom fra en kunstnerfamilie i Cape Dorset i Nunavut. Bygden er kendt for dens mange dygtige Inuit kunstnere.

Kunstkritikeren, Andrew Hunter, udtaler til CBC News, at hun vil blive savnet. Hun var en fantastisk indflydelsesrig kunstner, som havde mod til at overskride de sædvanlige grænser for Inuit kunst.

Hendes arbejde viste udfordrende og voldelige temaer, der afspejler nutidens realitet for mange Inuit kvinder. Hendes kunst havde en stor indflydelse ikke blot på anden Inuit kunst men på canadisk kunst, siger Andrew Hunter.

Hendes værker er udstillede på Canadas nationale kunstmuseum og andre museer.

Grunden til hendes død kendes ikke endnu men politiet behandler dødsfaldet som et mord.