Bendt Frederiksen er død

Tidligere Formand for Landstinget, fisker og fanger Bendt Frederiksen er i går afgået ved døden, 72 år gammel.
Skrevet af Karsten Sommer
09. juni 2012 16:24

Bendt Frederiksen startede sin landspolitiske karriere helt tilbage i 1975, hvor han blev medlem af Grønlands Landsråd, og fra 1979 medlem af det daværende Landsting for partiet Siumut.

Fra 1991 til 1995 besad han Hjemmestyrets højeste post som formand for Landstinget, hvorefter han stoppede som Landstingspolitiker.

Formanden for Siumut, Aleqa Hammond, kalder i sine mindeord Bendt Frederiksen for en af Grønlands store og karismatiske personer, der altid arbejdede hårdt for sit folk og sit land.

- Han ville sikre, at alle havde gode forhold at leve under og dedikerede sit liv til at sikre dette, skriver Aleqa Hammond, der lægger vægt på hans evne at til, som Landstingsformand, at give alle medlemmer, uanset partifarve, en ligeværdig og retfærdig behandling baseret på professionalisme og neutralitet.

- Det vil vi altid huske ham for, Bendt Frederiksen var en god søn for sit land, og vi vil altid mindes ham med stor ære, slutter Aleqa Hammond.

Efter sin politiske karriere fortsatte Bendt Frederiksen sit liv som fisker og fanger i Upernavikområdet, og det var netop under klargøring til en hundeslædetur, at han i går faldt om på isen og døde, oplyser Siumutformanden.

Også formand for Inatsisartut, Josef Motzfeldt, kalder Bendt Frederiksen en af de mest markante og indflydelsesrige politiske skikkelser i landets nyere historie.

Han fremhæver, ligesom Aleqa Hammond, Bendt Frederiksens imødekommende væsen, retfærdighedssans og nysgerrighed for mere viden omkring sit arbejde som folkevalgt.

- Bendt Frederiksen lagde meget vægt på at lovgivning ikke henvises til overfladisk behandling på basis af følelsesladet lemfældighed, skriver Josef Motzfeldt, der beundrede hans evne til at lytte til andres meninger, samtidig med at han kunne forsvare og argumentere for sine meninger.

- For disse egenskaber var han højt respekteret blandt både embedsværket og kolleger, skriver formanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt i sine mindeord for Bendt Frederiksen.