Bekymring trods overskud

Der blev overskud i Nuuk Imeq A/S i 2010, selvom både forbruget af øl og sodavand faldt i det forløbne år. Men ændring i den kommende returflaskesystem vækker bekymring.
Skrevet af Karsten Sommer
14. april 2011 08:15

Overskuddet blev på 21,8 millioner kroner efter skat, på trods af et fald i ølsalget på 3,5 procent og et fald i sodavandssalget på 4 procent i forhold til året før.

Det fremgik af Nuuk Imeq´s generalforsamling i går, hvor bestyrelsen samtidig udtrykte stor skuffelse over Konkurrencenævnets underkendelse tidligere i år af Nuuk Imeqs mangeårige distributionsaftale med KNI.

Bekymringen er, at kendelsen kan være en bombe under det eksisterende returemballagesystem her i landet.

Nuuk Imeq påpeger selv, at selskabet gennem returflaskesystemet bidrager til renholdelse af det grønlandske miljø. I 2010 var returneringsprocenten på hele 98,6 procent. Det vil sige at næsten alle de flasker, virksomheden sendte i handlen, kom retur.

Hvis retursystemet skydes i sænk, kan konsekvensen i sidste ende blive, at virksomheden må lukkes, mener Nuuk Imeq, der på baggrund af Konkurrencenævnets påbud er i gang med at udvikle et alternativt distributionssystem.