Behersket glæde hos juridisk faderløse

- Et skridt på vejen. Det siger formanden for Kattuffik Ataata, foreningen for de juridisk faderløse i Grønland, Tida Ravn.
10. november 2010 12:26

Naalakkersuisut og den danske regering har nu nedsat en kommission, som skal afdække de overvejelser, der lå til grund for at børn, født før henholdsvis 1963 og 1974 uden for ægteskab, ikke kan få fastslået, hvem deres biologiske far er. Udredningen skal være klar i juni 2011.

Hos Katuffik Ataata, tør de endnu ikke skrue forventningerne til redegørelsen op. Om det siger Tida Ravn:

- Nu er det jo ikke sådan, at vi har opnået hvad vi ville. Det sker først, når vi har fulde rettigheder, som alle andre, i juridisk forstand. Men nu er kommissoriet klart. Vi er glade for, at de er uafhængige af det politiske system. Men dertil også sige, at vi er glade for det. Det ved jeg ikke. Lad os nu lige se, hvad der kommer ud af det, siger Tida Ravn.

Lige nu har hun ingen forventninger til udredningen, for de redskaber, som kommissionen har fået, er de samme redskaber, som enhver kan bruge.

Fra foreningens side havde man håbet på, at blive en følgegruppe til kommissionen. På den måde ville de nemlig blive informeret løbende, blandt andet om hvor langt kommissionen er nået i processen. Det har de endnu ikke fået svar på, men på fredag er foreningen inviteret til Inatsisartuts lovudvalg, for at fortælle om hvad de hver især ved, som ingen andre ved. Men er de tilfredse med det?

- Det ved jeg sørme ikke. Vi vil jo gerne fortælle om, til dem, der ikke ved noget om det her. Vi har jo haft svært ved at finde ud af, hvilke instanser, vi kunne henvende os til. Nu har det politiske system taget fat i den, og det er dog et skridt på vejen, synes jeg, siger Tida Ravn.