Behandling af ufrivilligt barnløse er midlertidigt stoppet

Der er midlertidigt sat en stopper for at tilbyde kunstig befrugtning til ufrivilligt barnløse. Ifølge en cheflægen er der nemlig usikkerhed om reglerne.
Sundhedsvæsenet stoppede midlertidigt tilbuddet i december sidste år, fortæller cheflæge, Berit Bjerre. For man er kommet i tvivl om reglerne. Foto © : Johannes Jander/Flickr Creative Commons
Skrevet af Anna P. Knudsen
13. marts 2019 08:55

Når storken har svigtet, og ufrivilligt barnløse har måttet ty til kunstig befrugtning, har de med hjælp fra sundhedsvæsenet kunnet tage til Danmark for at blive undersøgt og behandlet.

Sundhedsvæsenet betaler for undersøgelse og behandling, mens patienterne selv står for resten af omkostningerne som eksempelvis rejse og logi. 

Men Sundhedsvæsenet stoppede midlertidigt tilbuddet tilbage i december sidste år, fortæller cheflæge, Berit Bjerre. For man er kommet i tvivl om reglerne.

Antallet af grønlandske forløb afsluttet på
fertilitetsklinikken på Rigshospitalet de sidste fem år:
2014: 8
2015: 7
2016: 7
2017: 5
2018: 6

- Vi rigtig kede af, at der er nogle kvinder og nogle familier, der oplever det. Men vi arbejder på hurtigst muligt at få en afklaring, siger hun.

Hun understreger dog, at der stadig tilbydes hjælp til at blive gravid.

I alle landets byer er der mulighed for at få stimuleret ægproduktionen med medicin, og i Ilulissat og Nuuk er der mulighed for at lave inseminering med partners sæd.

Men det er op til politikerne at tage en beslutning om, der fortsat skal tilbydes kunstig befrugtning.

Det kan ske, når sundhedsvæsenet er færdig med at undersøge lovgrundlaget for hjælp til barnløse par.

- Så får vi brug for en politisk prioritering af, om vi skal det? Om vi skal noget af det - og i så fald hvad? Eller hvordan vi skal håndtere det, siger cheflæge Berit Bjerre. 

Hun forventer, at undersøgelserne vil være klar om nogle uger.