Behandling af finanslov er forsinket: Vi har brug for mere tid
Andenbehandlingen af finanslovsforslaget er udskudt på ubestemt tid.
Grunden til det er, at forslaget ikke er behandlet i Finansudvalget endnu, siger formand for Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut, Hermann Berthelsen (Siumut). Derfor har udvalget bedt om udsættelse.
- Jeg ved ikke, hvornår vi er klar til andenbehandling af punktet, siger han.
Den 30. september behandlede Inatsisartut første gang Naalakkersuisuts finanslovsforslag.
Det blev hurtigt henvist til Finans- og Skatteudvalget til videre behandling.
Et lovforslag er oplægget til en lov og skal behandles tre gange i Inatsisartut, inden det kan vedtages.
- Vi er ikke færdige med at behandle forslaget i udvalget endnu, og derfor kan vi ikke nå at blive klar til andenbehandlingen af forslaget. Derfor har vi bedt formandskabet i Inatsisartut om at udsætte tredjebehandlingen til den 25. november, siger Hermann Berthelsen.
Det er den sidste mødedag på efterårssamlingen.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut skal finde 175 millioner kroner i finanslov
Vittus Qujaukitsoq (NQ), der er naalakkersuisoq for finanser, fremlagde finanslovsforslaget 31. august.
Der er lagt op til et underskud på 183,3 millioner for næste år. Det er dog ikke alle partier, der mener, at det er en god idé - men forsinkelsen har ingenting med det at gøre, siger Hermann Berthelsen.
- Det er ikke fordi, der er uenigheder i Finansudvalget. Det drejer sig ikke om, at arbejdet skal gøres grundigt. Det er selvfølgelig ærgerligt, når der er forsinkelser - men det må vi acceptere.
Finanslovsforslaget skulle have været godkendt af Inatsisartut 15. november.
Det betyder, at Inatsisartut ikke kan følge deres egne retningslinjer indenfor budgetloven. Der står nemlig, at næste års finanslov skal godkendes før den 15. november af Inatsisartut.
Udsættelse af behandlingen af finansloven skete også i 2017. Dengang blev der lavet en særlov i forbindelse med udsættelsen.