Bedre toiletforhold for turister i vente

Den stigende turisme i Nordatlanten har åbnet op for nye problemstillinger. Det nordiske atlantsamarbejde, NORA, har således lagt penge på bordet til et projekt, der skal komme med et forslag til, hvordan toiletforhold i turisthytter skal arrangeres bedst muligt.
Skrevet af Karsten Sommer
30. november 2010 06:19

NORA har netop lagt 200.000 kroner på bordet til et projekt med overskriften "Sanitet i Turisthytter".

Det er 27 hytter i området omkring Sisimiut, der er i centrum for forsøget. Hytterne bliver både brugt af fangere og turister, men kun 9 af hytterne har toiletfaciliteter i form af tørklosetter.

I de resterende 18 hytter skal gæsterne forrette deres nødtørft ude i naturen, hvilket miljø- og sundhedsmæssigt ikke er hensigtsmæssigt. Og der kommer også tit klager fra turister, der ikke ønsker at bo under så primitive forhold.

Der er dermed behov for innovation på området, og projektet vil frem til foråret 2011 eksperimentere med installation af forsøgstoiletter i udvalgte hytter.

Det er håbet, at man kan finde frem til alternative behandlingsmetoder af spildevand, som hverken kræver vand eller elektricitet, så efterladenskaber fra turister og andre brugere kan omdannes på en bæredygtig og hygiejnisk måde.

Man håber på, at erfaringerne også kan bruges i små byer og bygder, hvor der i dag mange steder også udelukkende anvendes tørklosetter.