Bedre rammer for ældre demente

Plejekrævende ældre skal have bedre rammer, derfor er der planer om at afsætte i alt 51 millioner kroner til et fællesprojekt mellem Selvstyret og tre af landets kommuner, om, byggeri af demenscentre og plejehjem.
04. juli 2011 04:48

Naalakkersuisut er indstillet på forbedre rammerne for plejekrævende ældre rundt om i landet og søger derfor om Finansudvalgets godkendelse af, at der udmøntes i alt 51 millioner kroner fra anlægsreserverne og en særlig pulje til ældre demente.

Der er tale om fælles projekter med tre af landets kommuner, nemlig Kommune Kujalleq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia, og anlægsinvesteringerne deles ligeligt mellem de involverede kommuner og Selvstyret i perioden frem til 2014.

Kommune Kujalleq vil opføre et nyt plejehjem i Qaqortoq, Qeqqata Kommunia vil udvide alderdomshjemmet i Sisimiut med en demensafdeling, mens Qaasuitsup Kommunia vil bygge et demenscenter i Ilulissat, et nyt plejehjem i Aasiaat og et plejehjem i Qaanaaq.

- Hvis planerne kan realiseret, vil det betyde bedre vilkår for mange ældre, der har brug for pleje. Og samtidig vil de kommende byggerier skabe flere arbejdspladser i byggebranchen, siger Naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen i en kommentar.