Bedre fremtid for børn og unge med ADHD og autisme

Personer med ADHD og autisme og handicappede i almindelighed skal have bedre service i fremtiden.
28. september 2012 06:55

Det er ønsket hos Naalakkersuisut, og derfor har de sammen med videns- og rådgivningscenter for handicap IPIS arrangeret en 4-dages konference om ADHD og autisme i næste uge.

Kursuskonferencen løber af stablen fra den 1. oktober på Hotel Arctic i Ilulissat, og deltagerne er forældre til børn og unge med ADHD eller autisme, fagfolk og personer med specialviden på området.

Formålet med denne første kursuskonference af sin art i Grønland er bl.a., at deltagerne får større indsigt i og forståelse af børn og unge med ADHD og autisme, og følgerne for familien, lyder det fra Departementet for Familie.

Desuden vil der blive lagt vægt på hvor vigtigt det er på tværs i lokalsamfundet, at samarbejde om de enkelte børn og unge med ADHD og autisme.

Som afslutning på konferencen vil en række fagfolk og deltagere fra Selvstyret udarbejde en fælles handleplan ud fra deltagernes udmeldinger og forslag.

Naalakkersuisoq for Familie Mimi Karlsen åbner kursuskonferencen på mandag.