Banknordik nedjusterer

Den færøsk kontrollerede Banknordik, med afdelinger i Danmark og Grønland, nedjusterer forventningerne til 2011, hvor banken nu har nedjusteret det forventede resultat til 15-25 mio. kr. mod et tidligere ventet resultat på 50-80 millioner kroner.
07. februar 2012 06:00

Nedjusteringen skyldes primært dårligt vejr på Færøerne, som har ramt bankens forsikringsselskab, og desuden udviklingen i bankens nedskrivninger.

- Færøerne har været ramt af usædvanligt dårligt vejr i vinter, især ekstraordinært hårde storme 24. november 2011 og igen 25. december 2011. Den økonomiske belastning for koncernens forsikringsselskab Trygd er nu opgjort til 20-25 millioner kroner, skriver Banknordik i en meddelelse.

Derudover har banken opgjort nedskrivningerne på udlån pr. ultimo 2011 foreløbigt til 90-100 millioner kroner, hvilket er lidt mere end banken havde forventet.

Banknordik, der sidste år overtog de sunde dele af Amagerbanken, rykkede her til landet i 2010. Det skete med overtagelsen af Sparbank Vest.

I januar meddelte Banknordik, at de to filialer i Ilulissat og Sisimiut lukkes den 1. maj.
Dengang oplyste banken, at lukningerne skyldtes, at stadig flere kunder benytter sig af selvbetjening via netbank og kreditkort.