Banearbejde giver ændringer i trafikprogram til og fra Kulusuk

Kulusuk Lufthavn har været ramt af problemer i den forløbne uge, problemer der vil fortsætte også i denne uge. Det meddeler Air Greenland.
Skrevet af Karsten Sommer
18. september 2017 06:26

Over 60 passagerer har siden sidste uge ikke kunnet komme frem til Kulusuk, på grund af komplikationer med en planlagt reparation af landingsbanen.

Arbejdet med banen er blevet forsinket som følge af kraftig regn i området. Dette har medført, at banen i perioder den forløbne uge har været uanvendelig og har lukket lufthavnen, skriver Air Greenland.

For at fremskynde reparationen af banen, har Mittarfeqarfiit derfor været nødsaget til at forkorte banen.

Det betyder, at kun 800 meter af grusbanen kan beflyves, hvilket giver begrænsninger for, hvor mange passagerer Air Greenland kan tage med. Banearbejdet giver også restriktioner omkring banelys, som påvirker det tidsrum Air Greenland kan beflyve landingsbanen.

Med flyvninger i går og i dag vil 50 passagerer komme frem, mens 17 passagerer modtager ny rejseplan mandag kl. 12, oplyser flyselskabet.

Mittarfeqarfiit har oplyst, at arbejdet på landingsbanen forventes at fortsætte indtil lørdag den 23. september.

Derfor kan banearbejdet også i den kommende uge give ændringer i trafikprogrammet til og fra Kulusuk, men der arbejdes på højtryk for at få alle frem så hurtigt som muligt, forsikrer Air Greenland.