Ban Ki-moon advarer: Risiko for atomkrig er højere end i årtier

Risikoen for en atomkrig er "højere, end den har været i flere årtier".
- Det er på høje tid, at disse lande tager nedrustning alvorligt, hvis de fortsat ønsker at hindre spredningen af atomvåben, lød det sent onsdag aften dansk tid fra Ban Ki-moon. Arkivfoto
Skrevet af Ritzau
13. juni 2019 08:15

Det mener den tidligere generalsekretær i FN Ban Ki-moon, skriver nyhedsbureauet AP.

I en tale til FN's Sikkerhedsråd onsdag opfordrede Ban Ki-moon derfor atommagterne til at tage nedrustning alvorligt.

Den tidligere generalsekretær sagde blandt andet, at USA's, Ruslands, Kinas, Storbritanniens og Frankrigs manglende fremgang i nedrustningsarbejdet er med til at undergrave den internationale aftale til forhindring af udbredelsen af kernevåben fra 1970.

- Det er på høje tid, at disse lande tager nedrustning alvorligt, hvis de fortsat ønsker at hindre spredningen af atomvåben, lød det sent onsdag aften dansk tid fra Ban Ki-moon.

- Konsekvenserne ved en atomkrig kræver ingen forklaring, tilføjede han.

75-årige Ban Ki-moon var generalsekretær i FN i næsten ti år fra 2007 til 2016.