Badminton jagter medaljekandidater

Der skal udtages 10 badmintonspillere til Island Games. Holdet skal kunne vinde medaljer, lyder kravet fra landstræner Bjarne Nielsen.
Skrevet af Noah Mølgaard
20. januar 2013 11:14

Grønland fik kun en medalje med hjem fra sidste Island Games i badminton. Det var Bror Madsen, der vandt sølv i herresingle. Nu skal badminton holdet jagte endnu flere medaljer til sommerens Island Games i Bermuda.

Udvalgte 16 spillere tager på træningslejr på Island i februar, som skal overbevise landstræneren om at de kan være med i medaljejagten ved Island Games.

- Det skal være et hold, der kan vinde medaljer til Grønland! Det er vores klare mål!, meddeler landstræner Bjarne Nielsen.

Han vil udtage Island Games holdet efter GM i Ilulissat og det er krav til spillere, der vil med til Island Games at de deltager i GM. Men turen til Island kan også få en afgørende betydning, når der skal udtages spillere. Men spillere som ikke kommer med til Island har stadig en chance.

- Træn og vis viljen til at forberede dig på at vinde til GM og gør dig fortjent til en plads på holdet, der skal til Island Games, lyder opfordringen fra landstræneren.