Badminton håber på medaljer

Den grønlandske medaljehøst ved de kommende Island Games afhænger meget af badmintonspillernes resultater.
Skrevet af Noah Mølgaard
18. juni 2011 06:49

Badminton vandt 6 medaljer ud af Grønlands samlede medaljehøst på 8 ved sidste Island Games, hvor Frederik Elsner vandt guld i herresingle. Han har meldt afbud i år, men sølvvinderen fra sidste Island Games Bror Madsen er med.

Sølvvinderen i damesingle Mille Kongstad kommer heller ikke med i år. Men det er hermed ikke sagt at Grønland er ude af medaljekampen.

-  Vi fik gode resultater på Ålandsøerne for to år siden, hvor vi vandt sølv i holdturneringen og fik flere individuelle medaljer. Men vi har desværre fået afbud fra Mille Kongstad, men de øvrige spillere er parate til at kæmpe de bedste de har lært. Vi er fulde af fortrøstning, nu skal vi bare har formen rigget til, så er vi klar, siger Bjarne Nielsen.

Grønlands store medalje håb Bror Madsen er forsigtig med at sætte forventningerne for højt.

- Jeg er i bedre form i forhold til sidste gang, men mangler kamptræningt. Det er stadig svært at sige noget, for de unge kan jo godt overraske, siger Bror Madsen.

Bror Madsen, vandt som den første grønlænder guld i herresingle ved Island Games i 2005, da ø-legene blev afholdt på Shetlandsøerne. Badmintonturneringen starter søndag den 26. juni og bliver afsluttet med medaljekampe den 1. juli.

Badmintonlandslholdet består af: Bror Madsen, Taatsi Pedersen, Jens Frederik Nielsen, Mininnguaq Kleist, Sara Lindskov Jacobsen, Hedvig Broberg, Susanne Walbom og Anja Skov Kjeldsen.