Babydukke skræmmer efterskoleelever

At passe på en livagtig baby i to døgn, som tilmed tisser i sengen, græder og bøvser. Det har givet stof til eftertanke for 79 elever på Villads Villadsen-ip Efterskolia i Qasigiannguit, blandt andet om at få børn i ung alder.
Skrevet af Janus Maqé
09. december 2010 14:00

En af eleverne, Kulunnguaq Poulsen på 16 år fra Eqalugaarsuit i Sydgrønland, siger:

- Det vil være bedst for mig at få børn, efter jeg har fået uddannelse, arbejde og når jeg har fundet en ordentlig mand, jeg kan leve sammen med, siger Kulunnguaq Poulsen.

79 elever på efterskolen har i 2 dage i sidste uge passet en dukke, der opfører sig som et spædbarn. Den græder, skal have mad, skal skiftes og vugges i alle døgnets 24 timer. Kulunnguaq siger, at det mest var sjovt i starten:

- I starten var det rigtigt dejligt, meeen, efter 2 dage kom trætheden, og det blev meget begrænset, hvad vi kunne lave. Det blev vi trætte af.

Derfor har Kulunnguaq et godt råd til andre unge:

- Jeg vil sige til andre unge, at når man har børn som ung, så er det meget begrænset, hvad man kan foretage sig. Det er det råd, jeg vil give.

Ludvig Kleemann på 18 år fra Upernavik fik også prøvet at passe ”babyen”:

- Man bliver træt at passe ”ungen”. Om aftenen, når den begynder at græde, vågner man, og det bliver begrænset, hvad man kan foretage sig.

Derfor mener han, at dukken har givet ham et realistisk billede af, hvordan det er at have børn. Og det kan få unge til at tænke sig en ekstra omgang før de får børn:

- De unge skal nok lade være med at få børn i en ung alder, når de finder ud af, hvor træt man kan blive, slutter Ludvig Kleemann på 18 år.

De unge elevers nye erfaringer har gode muligheder at sprede sig over hele Grønland, siger viceforstander på Villads Villadsenip Efterskolia, Lise Handrup:

- Vi har nemlig unge fra hele Grønland her på skolen, fra Illoqqortoormiit, Tasiilaq, Sydgrønland og hele vejen langs kysten helt til Qaanaaq. Projektet når langt ud i Grønland, på den her måde, så vi har været rigtigt glad for projektet, vi håber, vi får lov til at lave det igen.