Børneteater i Katuaq på fredag

På Den Internationale Børnedag fredag d. 1. juni kan man opleve en forestilling for, med og af børn i Katuaq. 6 unge dansere fra Tasiilaq har taget turen til Nuuk for at vise forestillingen ”Dance with Snowflakes”.
Skrevet af Peter Troelsen
29. maj 2012 10:41

Den ansvarlige for projektet i Tasiilaq er Lana Hansen, og hun har taget seks af deltagerne i projektet med til Nuuk, hvor de har to optrædener i Katuaq. Første gang kl. 16.00 og anden gang kl. 17.15. Der er fri entre til begge forestillinger.

- Ideen til projektet er blevet til efter de seneste års fokus på klimaforandring på det globale plan, som på godt og ondt har berørt vort land. Derfor har det været nærliggende at sætte et projekt i gang blandt børn og unge i Grønland, med fokus på klimaforandring, fastslår Lana Hansen.

Der blev afholdt en workshop med 19 frivillige børn og unge fra Tasiilaq i 2011. Efter 10 dages arbejde med temaet og danseforestillingen, blev forestillingen vist for borgerne i børnehjemmets minihal. Og det var en stor succes.

- De deltagende børn og unge fik stort udbytte af workshoppen, vi oplevede børnenes inspiration, motivation, fællesskabsfølelse, samarbejde, disciplin og glæde ved danseforestillingen. Og ikke mindst blussede selvtilliden og selvværdet op i takt med træningen, workshoppen skabte god opmærksomhed og god kontakt til de øvrige interesserede borgere, siger Lana Hansen, der opfordrer alle interesserede til at møde op og få en stor oplevelse på fredag i Katuaq.

 Ud over de seks børn og unge fra Tasiilaq medvirker koreograf Elle Sofe Henriksen, scenograf Joar Nango, kontakt koordinator i Tasiilaq og projekt samarbejdspartner i Tasiilaq Nunnuma Olsen, lyd producer/lyd designer Ole Kristiansen og Randi Broberg, der er ansvarlig for forestillingens film.