Børnepasning til 5000 kroner var ikke lovligt

Det var ikke lovligt, da Grønlands Hjemmestyre i 2008 krævede, at en studerende skulle betale 5000 kroner i måneden for at benytte børnepasningsordningen Tikiusaaq, da hun var på midlertidigt studieophold i Nuuk. Det har ombudsmanden slået fast efter en klage fra den studerende.
Skrevet af mlk
24. september 2009 10:32

Studerende fra TNI-uddannelsen i Nuuk gik i starten af 2008 på gaden og demonstrerede mod beløbet på 5000 kroner, som de var blevet opkrævet for børnepasning i Nuuk, i forbindelse med deres midlertidige skoleophold.

Det er en af de studerendes klage til ombudsmanden, der nu har haft effekt.

Ombudsmanden mener ikke, at lovgivningen indeholder klare holdepunkter i spørgsmålet om fastsættelsen af brugerbetaling og, at Grønlands Hjemmestyre derfor ikke havde hjemmel til at forskelsbehandle borgere.

Ifølge ombudsmandens afgørelse var det derfor ikke lovligt, at Hjemmestyret afkrævede en brugerbetaling på 5000 kroner til pasning, og den studerende kan derfor se frem til at få sine penge igen. Det samme kan andre, der på samme måde er blevet afkrævet penge af Hjemmestyret.