Børneopsparingen givet fri

Det var i dag, at den offentlige børneopsparing blev givet fri. 17.000 børn og unge har sammen med deres familier skullet beslutte, om de opsparede midler - mellem 1.000 og op til 3.000 kroner - skal hæves eller overføres til en anden opsparingskonto.
04. januar 2010 17:28

Beslutningen er en konsekvens af Naalakkersuisuts beslutning om at ophæve ordningen fra årsskiftet og anvende opsparingsmidlerne - der har kostet Landskassen lige omkring 18 millioner kroner om året - til anden indsats på børne- og ungeområdet.

Børneopsparingsordningen har været en mærkesag for Siumut, der har protesteret voldsomt mod ordningens nedlæggelse. Den blev indført fra 2007, og siden er der hvert år blevet indsat 1.000 kroner på en konto til alle børn fra 0 til det 18. år. Lige omkring 17.000 børn og unge kan altså efter samråd med deres forældre fra i dag bestemme, hvad børneopsparingen skal bruges til.