Børnehave ramt af skimmelsvamp

40 børn og personalet bliver flyttet til andre lokaler efter at Dronning Ingrids Børnehave i Tasiilaq måtte lukkes på grund af skimmelsvamp.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. november 2011 07:55

Kommuneqarfik Sermersooq undersøger nu omfanget af skimmelsvamp, der har ramt loftet af Dronning Ingrids Børnehave i Tasiilaq, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

Skimmelsvampen i børnehaven bliver betegnet som sundhedsfarlig. Derfor har kommunen valgt at flytte 40 børn og personale til andre lokaler i byen.

Skolepasningen er også ramt af skimmelsvampen. Derfor skal børn, der går i skolepasningen også flyttes til andre lokaler.

Kommunen undersøger nu hvor stor istandsættelse, det vil kræve før børnehaven eventuelt kan genåbne. Man undersøger ligeledes mulighederne for mere permanent at flytte børnene, og her indgår de forhenværende filatelibygninger i overvejelserne, lyder det.