Børneforening: Bedre forhold for børnene i Grønland

Grønland har taget et skridt videre i sin forpligtigelse af FN's børnekonvention. Det siger formand for selvhjælpsforening for seksuelt misbrugte.
01. juni 2010 17:15

Opdateret 3. juni 12.19

Der er som bekendt børnenes dag i dag. Og det, man egentlig fejrer, er vedtagelsen af FN's børnekonvention i 1989, og som Grønland senere har tilsluttet sig.

Men så sent som sidste år rasede debatten i Grønland, efter at Unicef Danmark meldte ud, at Grønland ikke overholder konventionen, da alt for mange børn går sultne i seng.

Undersøgelser viste, at det gælder hver sjette barn - ligesom andre tal afslørede, alt for mange børn oplever seksuelt misbrug. Alle var enige: Børnenes vilkår er ikke gode nok.

Men hvordan går det så i dag. Er vi blevet bedre til overholde børne konventionen?

Isak Thorsen, formand for foreningen Kialaaq, som er en selvhjælpsforening for seksuelt misbrugte, mener ja. Sidste år var han blandt de meget kritiske røster.

- Vi har opnået det, vi gerne vil opnå. Naalakkersuisut vil nemlig oprette en række børnecentre i landet, siger Isak Thorsen.

Sidste år i september langede Kialaaq ud efter Grønland, med et argument om at FN's børnekonvention på ingen måde blev fulgt med hensyn til seksuelt misbrugte børn.

- Vi er nået et skridt videre. Selvom det tidligere Naalakkersuisut påstod, at de arbejdede på forbedringer, så er det først nu, vi kan se nogen resultater i form af etablering af børnehuse og arbejdsgrupper, siger Isak Thorsen.

Også videnscentret om børn og unge Mipi er positive omkring udviklingen. Her er man blandt andet glade for planerne om at oprette et rådgivende organ på børne- og ungeområdet. Det organ skal have kompetence til at overvåge, om børn og unges rettigheder bliver overholdt. Det siger AC-medarbejder Avijâja Absalonsen.

Hun er også positiv omkring initiativet til at få defineret en fattigdomsgrænse. En rapport, der ifølge Mipi er lige på trapperne.