Børn i Tasiilaq får hjælp til at komme ud med deres budskab

Med et nyt børneråd vil NAKUUSA hjælpe børn og unge i Tasiilaq til at komme ud med deres budskaber til landets myndigheder og politikere.
NAKUUSAs projekt skal være med til at sikre bedre levevilkår for børn og unge i Tasiilaq.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
15. august 2019 08:14

NAKUUSA tager til Tasiilaq for at oprette et børneråd og rettighedsråd. Mens NAKUUSA er i Tasiilaq og de omkringliggende bygder skal lærere og andre fagpersoner, der til dagligt arbejder med børn og unge, også undervises i børns rettigheder.

- Det har altid været et ønske fra vores side, at høre Tasiilaq borgernes stemme, siger projektleder fra NAKUUSA, Najaaraq Møller.

Tasiilaqs venskabsby, Gentofte, har som UNICEF-by i 2018 indsamlet penge til fordel for Tasiilaq. 

Ekstra midler til ekstra indsats

250.000 kroner af de indsamlede penge er igennem UNICEF gået direkte til NAKUUSAs lærerseminar og oprettelse af børneråd for hele Østgrønland. 

Ifølge UNICEF er det et projekt, som har været i gang siden sidste år, men den omdiskuterede DR dokumentar om Tasiilaq har vist, at der er brug for en stor indsats i området.

LÆS OGSÅ Meeqqat isummaminnik annissisinnaasariaqarput

- Selvfølgelig har det haft en påvirkning, at der har været en dokumentar om Tasiilaq, fordi det har jo gjort, at alle vi voksne har debatteret rigtig meget, hvordan forholdene er i Tasiilaq. Men, vi mangler at høre fra børnene selv, og med et børneråd sikrer man, børnene i Tasiilaq har deres egen platform til at ytre sig, siger UNICEF's programchef Sara Olsvig. 

Sidste gang børnerådet kom med deres anbefaling til myndighederne, som var i marts i år, var der et centralt ønske om større fokus på børns sundhed og trivsel.

- Børnerådets budskaber kan være mange forskellige ting. Og igennem NAKUUSA skal man sørge for, at politikere og resten af befolkningen hører de budskaber, siger Najaaraq Møller.

Børnene skal kende deres rettigheder

Derudover er hovedemnerne i Tasiilaq-projektet, som skal foregå fra 24. til 31. august, at fremme børn og voksnes viden om børns rettigheder, for eksempel retten til udvikling, beskyttelse mod vold og seksuel misbrug og retten til at ytre sig.

Ikke mindst vil projektet være med til at sikre bedre levevilkår for børn og unge i Tasiilaq:

- Vi hører sjældent om, hvad der sker i Østgrønland, hvordan de lever, og hvad for nogle budskaber de har. Derudover kommer børnene tættere på et bedre liv, når de bliver hørt, siger projektleder fra NAKUUSA Najaaraq Møller.

Børn og unge fra Tasiilaq i alderen 13 til 18 har allerede nu mulighed for at ansøge om medlemskab til Børnerådet frem til 27.august. Find ansøgningsskemaet her.

Nakuusa Tasiilami