Bøder og fyring: Fire er tiltalt for at bryde coronaregler

Ingen af de fire var smittede med corona. De har alle fået en fyreseddel og en bøde på 6000 kroner.
De får hver en bøde på 6000 kroner – og så er de blevet afskediget af deres arbejdsgiver MT Højgaard. 
Skrevet af Christine Hyldal
11. februar 2021 14:54

Fire mænd mellem 20 og 24 år er tiltalt for at have overtrådt coronareglerne efter ankomst til Grønland. 

De får hver en bøde på 6000 kroner – og så er de blevet afskediget af deres arbejdsgiver MT Højgaard. 

Det oplyser Grønlands Politi.  

Karantæneregler

  • Når du ankommer til Grønland, skal du gå i karantæne i fem dage. 
  • På femtedagen skal du retestes. 
  • Under karantænen må du gerne gå en tur, du må gerne have kontakt med dem, du bor sammen med, og du må gerne købe dagligvarer ind.
  • Du skal dog have mundbind eller visir på, når du køber ind. 
  • Du må ikke besøge andre, få besøg, deltage i arrangementer, tage bus eller taxa eller gå på arbejde.
  • Hvis du ikke vil lade dig genteste efter fem dage, skal du blive hjemme i 14 dage efter ankomst.

Arbejdsgiveren har ønsket kompensation fra hver af de fire mænd for udgifter, der er forbundet med deres ansættelse. 

Ingen af de fire var smittet med corona, men de er tiltalt for efter indrejse fra Danmark i starten af februar at have overtrådt bekendtgørelse om betingelser for rejser til Grønland i to tilfælde. 

Samme dag, som de ankom til Grønland, undlod de først at bære mundbind eller visir, da de købte ind i en i en dagligvareforretning. 

Den anden hændelse var i Fitness GL på Kongevej i Nuuk. 

LÆS OGSÅ Tre personer får bøder for at bryde karantæneregler

Ingen af de fire var smittet med corona. 

Ifølge politiet har lokale virksomheder hjulpet med efterforskningen ved at udlevere video, der viste, at de fire ikke overholdt reglerne. 

Under efterforskningen blev arbejdsgiveren MT Højgaard kontaktet. MT Højgaard har på baggrund af sagen valgt at ophæve de tiltaltes kontrakter og samtidig bedt dem om at dække udgifter, som er afholdt i forbindelse med ansættelserne. 

LÆS OGSÅ 20-årig får bøde for ikke at overholde karantæne i Nuuk

Grønlands Politi understreger, at man heldigvis har få lignende sager.

- Langt de fleste indrejsende respekterer covid-19-restriktionerne, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

- En sag som denne giver dog anledning til endnu engang at understrege, hvor altafgørende er, at man overholder karantænereglerne. Vores vigtigste middel mod covid-19 er stadigvæk et værn, der i vid udstrækning afskærmer Grønland for smitten og dermed sørger for at holde den helt ude.