Bæredygtighed er fremtiden

I sidste måned havde Grønland besøg af repræsentanter for flere fonde. Formålet med besøget var at finde steder, hvor fondenes penge ville kunne gøre en forskel. En af de ting, der fra fondenes side var fokus på, var bæredygtighed. Her er Sisimiut forgangsby, når det gælder Grønland.
Skrevet af Peter Troelsen
24. september 2012 13:16

Det har i mange år været et af hovedpunkterne i Qeqqata kommunes visioner, at kommunen skal arbejde på at blive så bæredygtig som overhovedet muligt. Flere tiltag på det område er allerede taget, og det var noget af det, der imponerede de 8 gæster fra forskellige internationale fonde.

-Et  af de fokuspunkter, vi fra Villum-fonden har haft i vores samarbejde med kommunen, har været øget fokus på bæredygtighed. Kommunen har via solfangere og ikke mindst bygningen af et lavenergihus vist, at det fint kan lade sig gøre at være bæredygtige, selv om man er en lille kommune i et meget stort land, fastslår Arne Villumsen, der er tilknyttet Villum fonden.

Der er allerede andre projekter på tegnebordet, og det vil hjælpe meget, hvis de internationale fonde beslutter sig til at skyde penge i realiseringen af disse projekter. Et enkelt projekt er allerede færdiggjort og venter blot på at blive foldet ud i fuldt flor.

-Vi har fået skibsværftet renoveret her i Sisimiut. I øjeblikket rummer det Grønlands Inovations Center og det står nu klart til at blive brugt til forskellige andre formål. Friskolen i byen har fået lov til at lave undervisning hernede, og vi håber at fremtiden vil byde på mange andre aktiviteter hernede. Lejrskoler og oplevelsescenter er et par af de muligheder, der ligger. Det er dog kun fantasien, der sætter grænser for, hvad det renoverede skibsværft kan bruges til fremover. På det område er Qeqqata kommune meget innovative, og det er den slags, der tiltaler de udenlandske fonde. Jeg er sikker på, at de vender tilbage hertil, og så håber vi på at kommunen bliver tilgodeset, siger Arne Villumsen.