Bæredygtig udvikling på finsk

Bæredygtig udvikling har eksisteret i Finland i 30 år - nu skal finnernes model implementeres i Grønland, konkluderer Naalakkersuisoq for finanser Palle Christiansen efter gårsdagens seminar om bæredygtig udvikling.
Skrevet af Jaaku Lyberth
11. februar 2010 11:21

- I Finland skal bæredygtig udvikling være en del af den politiske beslutningsproces, det skal vi også forsøge at implementere her i Grønland, siger Palle Christiansen.

Finnernes model blev lagt frem af repræsentanter fra Finland, som deltog under gårsdagens seminar, som blev arrangeret i samarbejde med Nordiske Ministerråd.

Palle Christiansen understreger, at bæredygtigheden nu skal gælde på alle de politiske områder:

- Alle hvad vi foretager os har sigtet mod at gøre udviklingen bæredygtigt i Grønland, således, at det land vi en dag skal overdrage til vores børn og børnebørn er mindst lige så godt som det er nu, og gerne blevet bedre, siger Palle Christiansen.

Først og fremmest skal pengene løbe rundt og landskassen være sund. Men ligeså vigtigt er det, ifølge Palle Christiansen, at også den grønlandske natur og kultur skal være bæredygtige.

- Finnerne har lagt vægt på, at man både skal have økonomien til at hænge sammen i udviklingen, men at det ikke skal ske på bekostning af naturen og miljøet. Fordi der findes forskellige folkeslag i Finland skal man også sørge for, at den kulturelle vinkel er gennemgående i udviklingen. Det synes jeg, at vi kan lære meget af her på Grønland, siger Palle Christiansen.

Han rejser snart til Finland for at få større indblik i landets arbejde for bæredygtig udvikling.