AWG-deltagerne klar i Grande Prairie

De 188 sportsfolk fra Grønland er kommet godt til Arctic Winter Games i Grande Prairie i Canada.
Skrevet af Karsten Sommer
06. marts 2010 13:24

Grønlands hold var de første der ankom til legene sent eftermiddag i går med Air Greenland's »Kunuunguaq«, og de har således haft god tid til at blive tjekket ind til legene.

Det skriver Grønlands Idrætsforbunds hjemmeside gif.gl som også fortæller at vejret i Grande Prairie nærmest er forårsagtigt - næsten ingen sne - og temperatur omkring frysepunktet.

Dagen idag går med at træne i de forskellige idrætsgrene - så man er klar til åbning og konkurrencer allerede imorgen søndag.

Omkring 2000 sportsudøvere er med ved Arctic Winter Games, der kører frem til næste lørdag.

Grønlands Idræts Forbunds officielle webside www.gif.gl vil under legene levere resultater og medaljefordeling.

Og Radioavisen vil naturligvis også fortælle nyt om de grønlandske atleter.