Avis: Kinesere vil investere milliarder i Grønland

En aftale om en kinesisk milliardinvestering til udbygning og anlæggelse af tre lufthavne samt udbygning af havnen i Nuuk, kan være nært forestående. Det skriver Berlingske Business i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
08. juni 2012 06:15

Muligvis kan disse infrastrukturprojekter blive en af de milliardaftaler, som ventes underskrevet i næste uge, når den kinesiske præsident Hu Jintao kommer på officielt besøg i Danmark.

Ifølge Berlingskes oplysninger er der konkret tale om, at kinesiske investorer er parate til at skyde 170 mio. kroner i udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat samt 640 mio. kr. i opførelse af en ny lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland.

Tilsvarende er der planer om kinesiske investeringer på 400 mio. kr. til en udvidelse af havnen i Nuuk.

Her fra Grønland er der dog ikke den store lyst til at kommentere Berlingskes oplysninger.

- Alle muligheder er åbne. Jeg vil hverken be-eller afkræfte, at der kommer kinesiske investorer på de nævnte projekter, siger Naalakkersuisoq for transport og infrastruktur Jens B. Frederiksen til Berlingske Tidende.

Men avisen fastslår, at det vil blive nødvendigt med udenlandske investeringer og lån for at få den grønlandske infrastruktur moderniseret og opgraderet til at kunne matche mine-og olieselskabernes behov.

- Naalakkersuisut er globalt orienteret og samarbejder gerne med alle, der vil samarbejde med os. Også kinesiske långivere, hvis de opfylder de krav, vi stiller. Men om det ender med, at vi vælger kinesiske, tyske eller danske långivere til finansieringen af vores infrastrukturprojekter, vil jeg ikke udtale mig om, siger Jens B. Frederiksen til Berlingske.