Avannaata Kommunia regner med en milliard i indtægt i 2022

Kommunalpolitikerne i Nordgrønland er ved at vende og dreje kommunens penge til næste år, og der er tegn på, at det går godt.
- Det er første gang i historien, at kommunen budgetterer med over en milliard kroner på indtægtssiden. Dette er tegn på, at Avannaata Kommunia’s økonomi går godt, siger borgmester Palle Jeremiassen. Foto © : Malik Brøns, KNR
Skrevet af Jens Thorin
08. november 2021 16:06

Kommunekassen i Avannaata Kommunia skal ved udgangen af 2022 rumme et overskud på 46,1 millioner kroner.

Kommunen regner med at have indtægter i 2022 på en milliard og 22 millioner kroner.

Det er den foreløbige status på kommunalpolitikernes forhandlinger om næste års budget, skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Det er første gang i historien, at kommunen budgetterer med over en milliard kroner på indtægtssiden. Dette er tegn på, at Avannaata Kommunias økonomi går godt, siger borgmester Palle Jeremiassen.

Nu skal de politiske udvalg gennemgå deres budgetter for 2022 for ubrugte penge, som derefter skal prioriteres påny. 

Udvalgene har en måned til at gennemgå deres økonomi yderligere, inden andenbehandlingen af budgettet.

Her er det planen, at kassebeholdningen skal være bedre end de 47,9 millioner kroner, som kommunen foreløbig planlægger efter.