Avannaata Kommunia på vej med turistråd i byerne

Avannaata Kommunia er i gang med at nedsætte turistråd i sine byer. Onsdag holdes det første møde i Ilulissat med lokale turismeaktører.
Skrevet af Kathrine Kruse
29. januar 2019 13:44

Turistoperatørerne skal blandt andet udpege en talsmand, der kan fortælle kommunen, hvad aktørerne har behov for:

- Således vil turismeaktører og kommunen i tæt samarbejde forme turismeerhvervet, siger Hans Peter Lennert, direktør for forvaltningen for erhverv i Avannaata Kommunia.

Før Avannaata Kommunia blev etableret havde den tidligere Qaasuitsup Kommunia et samlet erhvervsråd.

Men den nye kommune deler altså rådet op i forskellige erhverv:

- Når de landbaserede erhverv og turismeaktørerne har været samlet i et råd, så har de gode kræfter måske været spildte, da interesserne er meget forskellige, forklarer Hans Peter Lennert.

LÆS OGSÅ Lokal turistforening skal sikre lokal arbejdskraft

Og det kommende råd for turistaktører kommer ikke til at mangle emner at diskutere.

Der er nemlig flere områder, hvor kommunen kan hjælpe turistoperatørerne, fortæller projektkoordinator fra Avannaata Kommunia, Konrad Seblon:

- Avannaata Kommunia har forskellige forpligtelser. For eksempel når det handler om oprydning i byen, havnefaciliteter, og der mangler også toiletter i byen, forklarer han.

Ifølge Konrad Seblon er det vigtigt, at kommunen er på forkant med udviklingen i turistbranchen.

LÆS OGSÅ Avannaata Kommunia vil sprede turisterne ud til nabokommunerne

Seblon bruger Island som eksempel. Her er antallet af turister vokset voldsomt, og det var vanskeligt at styre for islændingene i første omgang.

- Det er sådan, at hvis vi kommer et skridt bagud, så bliver turismen ikke positiv længere. For eksempel er daginstitutionerne i Ilulissat begyndt at sætte skilte op med fotografering forbudt, siger Konrad Seblon.

Avannaata Kommunia har planer om at nedsætte råd for landbaserede erhverv, turismeerhvervet og havbaserede erhverv i løbet af foråret.