Avalak og Kisaq: Giv studerende flere lånemuligheder

Studerende skal have mulighed for at låne mere og oftere. Det mener Atassut, der vil give studerende mulighed for at låne penge hver måned. Forslaget møder både opbakning og modstand blandt de studerendes foreninger.
07. september 2011 09:33

De studerendes foreninger, Avalak i Danmark og Kisaq i Nuuk, byder Atassuts forslag velkommen. Begge foreninger mener dog, at lånesatserne burde være reformeret for længst.

-  Lånesatserne burde være reformeret for længst, og blive reguleret hvert år, siger Michael Rasmussen, som er formand for Avalak.

Enlige danske studerende kan udover SU hver måned låne 2807 kroner, mens forsørgere kan låne 4212 kroner. Denne mulighed har de grønlandske studerende ikke.  

Formanden for Kisaq Michael Nielsen mener, at de studerendes vilkår trænger til et løft:

- En undersøgelse som vi foretog sidste år, viser, at der var et stort underskud i gennemsnit per studerende. Det ligger generelt ikke særlig godt, fordi lånemulighederne er meget dårlige, siger Mikael Nielsen.

Avalak og Kisaq mener derfor, at lånesatserne er meget lave og ikke svarer til de studerendes udgifter.

Uddannelsesstøtten er ikke blevet revideret de sidste 10 år og den halvårlige lån på 6000 kroner trådte i kraft i 2004. 

Forslaget om månedlige lån møder dog ikke opbakning hos KIK.

- Jeg synes, at det ville være meget bedre, hvis man beholdt udbetalingen hvert semester, fordi unge mennesker ofte ikke kan styre deres penge. Det kan få mange følger, siger Hansine Olsen, formand for KIK. Hun mener, at man i stedet burde hæve uddannelsesstøtten og understreger at det er hendes personlige mening.

Avalak og Kisaq mener, at de studerendes økonomiske vilkår skal undersøges i Grønland og i Danmark.