Australsk mineselskab klar til at indsende ansøgning

Den 28. februar forventes det australsk ejede mineselskab TANBREEZ at sende sin endelige ansøgning om at udvinde sjældne jordarters metaller i Kringelerne ved Narsaq.
Skrevet af Jens Thorin
06. februar 2013 06:26

Og den første udvinding af sjældne jordartsmetaller fra grønlandsk undergrund kan efter alt at dømme gå i gang i 2016. Det sker uden at bryde uran og med lokal arbejdskraft, skriver ingeniøren.dk

Råstofdirektoratet afviste tilbage i marts 2012 selskabets første ansøgning, fordi den udelukkende var udarbejdet på engelsk.

Men nu skulle den være god nok. Kommune Kujalleq fortæller på sin hjemmeside, at der nu er alle nødvendige oversættelser i ansøgningen. 

Mineprojektet får en overskuelig størrelse og bliver anlagt som en overflademine, hvor lagene bliver sprængt efterhånden, skriver ingeniøren.dk.

Tanbreez Mining Greenland søger i første omgang om tilladelse til at bryde 500.000 ton pr. år i 10 år og udskibe 200.000 ton feldspat-koncentrat og 100.000 ton eudialyt-koncentrat. Men der er potentiale til meget mere, fordi mineralerne eudialyt og feldspat er overalt i området.

Ansøgningen er i praksis sikker på et ja fra Råstofdirektoratet og selvstyret, eftersom dokumentationsrapporterne, som skal følge med ansøgningen, er blevet udformet efter dialog med direktoratet siden marts i fjor.

- Direktoratet har været hele vejen rundt om eksempelvis videreforarbejdning og strømforsyning, men også om sociale og samfundsmæssige konsekvenser af mineprojektet, forklarer Nikolaj Brandt fra MT Højgaard, der har været med til at udforme ansøgningsmaterialet.

I følge Råstofloven skal det undersøges til bunds, om den videre forarbejdning af de udvundne mineraler kan foregå i Grønland. Videreforarbejdning af eudialytten vil imidlertid kræve en så stor indførsel af kemikalier her til landet, at projektet ikke længere ville være rentabelt.

I stedet for at etablere et kemisk værk lokalt, vælger Tanbreez derfor at forarbejde eudialytten på et europæisk værk.

I modsætning til GME’s omdiskuterede mineprojekt i Kvanefjeld får udvindingen af sjældne jordartsmetaller ikke følgeskab af uran, skriver netavisen ingeniøren.dk.

 

Det betyder, Naalakkersuisut kan give tillladelse til at udvinde mineralerne uden at det påvirker nultolerance-politikken her i landet.

Op mod 90 procent af de ansatte ventes at være grønlandsk arbejdskraft.

Høringsprocessen starter samme dag, som ansøgningen bliver modtaget i Selvstyret, og rækken af informationsmøder for borgerne i Sygrønland og i Nuuk, der er en del af høringen starter allerede den 14. februar. Her får borgerne i Narsaq mulighed for at spørge Tanbreez's folk om projektet.