Australien sætter militærfolk ind i kamp mod naturbrande

3000 personer fra den militære reserve skal bistå brandfolk i Australien, hvor forholdene lørdag er ekstreme.
Brandmænd kæmper mod brandene i Australiens New South Wales. Lørdag har vejrforholdene gjort situationen særligt udfordrende. Foto © : Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. januar 2020 16:58

Australien indkalder op til 3000 personer fra den militære reservestyrke, som skal hjælpe med at bekæmpe de mange naturbrande, som raser i delstaterne New South Wales og Victoria.

Det oplysete Australiens forsvarsminister, Linda Reynolds, lørdag eftermiddag lokal tid, ifølge avisen The Sydney Morning Herald.

Branden i tal:

* Mere end seks millioner hektar er brændt ned i Australien under den igangværende brandsæson.

* Til sammenligning brændte omkring 2,5 millioner hektar ned i Amazonas-regnskoven i august sidste år.

* 23 personer er omkommet, 1500 hjem er blevet ødelagt, og op mod 500 millioner dyr har mistet livet alene i delstaten New South Wales.

Kilde: nyhedsbureauet AFP

 

Antallet af udkommanderede reservister svarer stort set til det antal brandfolk, der kæmper med brandene i New South Wales.

- Det er faktisk første gang i mands minde, at reserver er blevet indkaldt på denne måde, og, tror jeg, første gang i vores nations historie, siger forsvarsministeren.

Forholdene er ekstra udfordrende

Lørdag er de vejrmæssige forhold ekstra udfordrende for slukningsarbejdet.

Med over 40 graders varme og kraftig vind er mange af brandene i både New South Wales og Victoria, ude af kontrol.

LÆS OGSÅ 2019 var det varmeste år i Australien nogensinde

Myndighederne havde på forhånd advaret om, at forholdene lørdag for de tusindvis af brandfolk kunne blive endnu vanskeligere end nytårsaftensdag tirsdag, da temperaturerne også nåede over 40 grader.

Det fik flere brande til at sprede sig så hastigt, at tusindvis af turister og lokale beboere søgte tilflugt på strande for at komme på afstand af flammerne.

- Det bliver en lang og vanskelig dag for alle, sagde brandkommissær Shane Fitzsimmons, der er chef for New South Wales' Rural Fire Service, tidligt lørdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Over 100 aktive brande

Alene i New South Wales er der lørdag over 100 aktive brande. Over halvdelen er ude af kontrol, fordi det ikke er lykkedes at inddæmme dem, oplyser brandchefen.

I Victoria raser brandene også med uformindsket kraft.

Titusindvis af personer i nærheden af brande, som der ikke er kontrol over, har fulgt opfordringer fra myndigheder om at forlade områderne.