Australien gør klar til langvarig lukning som følge af virus

Australien lukker sine grænser og opfordrer alle australiere til ikke at rejse udenlands.
- En kortvarig lukning af samfundet på to til fire uger anbefales ikke af nogen af vores eksperter. Det opnår ikke noget, vi skal være i det her i lang tid, siger Australiens øverste sundhedsembedsmand, Brendan Murphy. Foto © : David Gray/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. marts 2020 11:44

Australiens premierminister, Scott Morrison, forbereder australiere på en langvarig indsats i kampen mod coronavirusset.

Det siger han på en pressemøde onsdag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Australiere skal dermed være parate til at opretholde diverse tiltag i seks måneder, siger Morrison.

Ifølge Australiens øverste sundhedsembedsmand, Brendan Murphy, er få uger ikke nok.

- En kortvarig lukning af samfundet på to til fire uger anbefales ikke af nogen af vores eksperter. Det opnår ikke noget, vi skal være i det her i lang tid, siger Murphy.

De nye tiltag, som den australske regering har indført onsdag, indebærer blandt andet lukning af biografer, barer og restauranter, hvor der er plads til mere end 100 personer samlet.

LÆS OGSÅ New Zealand vil deportere turister for at bryde isolationskrav

Samtidig lukker den australske regering for grænserne for rejsende fra hele verden, mens Morrison opfordrer alle australiere til at komme hjem.

- Den største risiko, vi har haft, og det største antal tilfælde, vi har haft, er kommet fra australiere, der vender tilbage fra udlandet, siger Scott Morrison.

Til gengæld vil premierministeren holde skoler åbne, og indenrigsrejser vurderes at være forbundet med "lav risiko".

Udendørs opfordres australiere fortsat til at undgå forsamlinger på mere end 500 mennesker.

Australien har indtil videre registreret mere end 450 bekræftede tilfælde af coronavirus. Antallet eskalerer dagligt. Der har hidtil været fem dødsfald.