Audition til AllStars i februar

Der er audition til Julie Berthelsens AllStars-kor i Katuaq 9. februar og i København 21. februar.
Skrevet af mlk
28. januar 2010 10:23

Julie Berthelsen skal lede et kor med repræsentanter for Grønland i TV2's kordyst AllStars. Og i februar bliver der såvel i Nuuk som i København audition for at finde medlemmer til koret. Audition i Nuuk bliver den 9. februar i Katuaq.

Alle, der på den ene eller anden måde har forbindelse til Grønland, kan søge om at komme med i koret 'Julie AllStars'. Man behøver altså ikke være født og opvokset i Grønland. Man skal blot udfylde et skema og melde sig til audition. Her skal man blandt andet svare på, hvilke fritidsinteresser man har, hvad der gør én speciel og de tre bedste og tre dårligste ting ved Grønland.

Hvis Julie AllStars vinder præmien på 250.000 kroner skal pengene gå til foreningen Nanu Børn, som er startet af hendes søster.

Koret skal øve fast i København. Og de kormedlemmer, som kommer fra Grønland, får rejsen, overnatning og forplejning betalt. Til gengæld skal de være indstillede på at være i Danmark fra midten af marts til slutningen af maj.