Tre evakueret efter trafikulykke

Tre personer er i weekenden blevet evakueret fra Kangaatsiaq i forbindelse med en trafikulykke. Det oplyser politiet i Aasiaat til KNR. 
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
23. juli 2018 10:33

Tre personer er i weekenden blevet evakueret fra Kangaatsiaq i forbindelse med en trafikulykke. Det oplyser politiet i Aasiaat til KNR. 

De tre personer kørte lørdag morgen omkring klokken 7 galt på en ATV. Ifølge politiet skyldes ulykken sandsynligvis, at føreren var beruset.

Føreren af ATV'en fik skader på øjenbryn og knæ, den ene passager brækkede sit kraveben og en hofte, mens den sidste passager brækkede sit kraveben og nogle ribben. 

- Omfanget af deres skader gjorde, at vi var nødt til at evakuere dem til sygehuset i Aasiaat. Men de har ikke været i livsfare på noget tidspunkt, siger operativ leder ved politiet i Aasiaat, Brian Thomsen. 

Der var ikke andre køretøjer eller personer involveret i ulykken. 

Politiets efterforskning skal nu afgøre, hvilke sigtelser politiet vil rejse i sagen. Ifølge Brian Thomsen kan der blive tale om sigtelser for spirituskørsel, brugstyveri af ATV og brud på færdselsloven for at køre for mange på en ATV.