Atassuts forslag kom for sent

Når Inatsisartuts forårssamling starter om mindre end en måned, så vil Atassut ikke kunne sætte sin egen politiske dagsorden. Samtlige partiets seks forslag er nemlig blevet afvist af formandskabet. Formanden beklager - igen.
Skrevet af Mads Ullerup
15. marts 2012 16:18

Dermed står Atassut i samme situation som ved sidste forårssamling, hvor det heller ikke lykkedes at få så meget som et eneste forslag med på dagsordenen.

- Det er selvfølgelig meget beklageligt, siger formand Gerhardt Petersen.

Sidste forår blev andre seks forslag afvist, fordi de ikke var tilstrækkeligt gennemarbejdede.

Og ved samme lejlighed sagde Gerhardt Petersen ligeledes, at det var beklageligt, og at man fra partiets side ville gøre alt for, at det samme ikke ville gentage sig.

Men nu sker det altså igen. Denne gang fordi man overskrider tidsfristen for at indsende forslag.

- Hvis det havde været en dag eller flere timer for sent, så kunne vi godt forstå det, men tre minutter, det er lidt for meget, siger Gerhardt Petersen.

Han undskylder forsinkelsen med, at den danske oversættelse af forslagene ikke blev klar til tiden.

Ifølge Formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt har man modtaget 48 forslag fra medlemmerne af Inatsisartut til forårssamlingen i næste måned.

11 af forslagene er nu blevet afvist på grund af forskellige teknikaliteter. Heraf er seks afslag altså givet til Atassut, der dermed ikke får et eneste forslag med til forårssamlingen.

Sidste år trak Steen Lynge sig fra posten som næstformand i Atassut, og en af grundene til dette var netop et internt slagsmål, efter partiet ligeledes fik forkastet samtlige sine forslag til forårssamlingen.