Atassut Upernavik: Revurder indhandlingsstop

Atassuts partiafdeling i Upernavik opfordrer nu bestyrelsen i Upernavik Seafood til at revurdere indhandlingsstoppet for indhandling af hellefisk i bygderne Nuussuaq og Upernavik Kujalleq.
15. januar 2014 06:01

Lukningen af containermodtagerne de to steder er sket med virkning fra den 1. januar og vil vare frem til midt i marts. Og bestyrelsen for Upernavik Seafood, der har en monopollignende status i den nordlige del af Qaasuitsup Kommunia, står fast på beslutningen for at kunne oparbejde et lager af hellefisk, der i løbet foråret kan sikre en kontinuerlig produktion.

Den midlertidige lukning berører 62 fiskere i de to bygder, og de lokale fisker- og fangerorganisationer har protesteret mod lukningen, der vil ramme fiskerne og deres familier økonomisk hårdt.

Bestyrelsen i Upernavik Seafood A/S  har besluttet på det seneste, at holde sine containermodtagere af hellefisk i to bygder lukket fra 1. januar og frem til udgangen af februar. Upernavik Seafood A/S opererer som den eneste indhandlingsmulighed af hellefisk i de to berørte bygder.

Atassut opfordrer derfor nu seafood-selskabet til at fremrykke åbningen, så fiskerne får mulighed for at indhandle og dermed også mulighed for at forsørge deres familier og betale de regninger, som enhver husstand har.

Igår erklærede socialudvalgsformanden i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane, at kommunen er villige til at afbøde situationen, men det kræver, at fiskerne, der er selverhververe skal stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet.