Atassut: Uholdbar mediepolitik

Atassut vil ikke være med til at skære i KNR's bevilling for at finansiere ny mediefond som foreslået af Demokraterne.
Skrevet af Karsten Sommer
03. november 2009 07:04

Naalakkersuisut fører en uholdbar mediepolitik. Det mener den politiske næstformand i Atassut, Steen Lynge.

Demokraternes forslag om at hente 3 millioner fra KNR's bevilling til en ny mediefond, får Steen Lynge til at fare i blækhuset. Han mener, det forslag vil forringe KNR's muligheder fremover.

Men også Naalakkersuisuts beslutning om at flytte hovedparten af deres annonce-kampagner uden for Grønland, samtidig med at avisernes portostøtte planlægges sløjfet, finder Steen Lynge beklagelig, fordi aviserne dermed taber en stor del af deres indtægter.

Han frygter, at det vil betyde dyrere aviser ude på kysten, og at det mediemæssige demokrati begrænses kun til dem, der har råd til at holde avis eller som har computer og internetadgang.

Naalakkersuisuts fremgangsmåde er ikke holdbar for nogen, mener Atassut. Partiet henviser til, at medie-branchen allerede har draget de første konsekvenser og har fyret medarbejdere henholdsvis på aviserne og på trykkeriet i Nuuk.

Steen Lynge opfordrer derfor Naalakkersuisut til at føre en holdbar mediepolitik, som udarbejdes i samarbejde med mediebranchen.