Atassut til Venstres landsmøde

Danmarks største parti, Venstre, holder landsmøde i Odense Congress Center i den kommende weekend. Og det bliver med Atassut som grønlandsk deltager.
Skrevet af Karsten Sommer
17. november 2011 08:11

Venstre, der godt nok tabte regeringsmagten ved valget, men samtidig kan glæde sig over stor medvind i meningsmålingerne efter at den nye danske regering er tiltrådt, får således mulighed for at give deres mandatmæssigt hårdt trængte søsterparti, Atassut, inspiration under landsmødet.

Atassut stiller op i Odense i weekenden, med både nyligt genvalgte partiformand Gerhardt Petersen samt formanden for Atassut Ungdom, Hans Lyberth, blandt deltagerne.

I forbindelse med Venstres Landsmøde skal den eksisterende samarbejdsaftale mellem Atassut og Venstre drøftes, oplyses det.

Blandt emnerne bliver udenrigspolitiske spørgsmål, vilkårene for unge under uddannelse i Danmark, grønlændere bosat i Danmark og andre emner som er relevant for Grønland, fortæller Atassut-formand Gerhardt Petersen.