Atassut skal diskutere Partii Inuit
Selv tager Nikku Olsen stærkt afstand fra netavisens påstande, og han truer med at gå til politiet i et forsøg på at få renset sit navn.
Hele polemikken får nu koalitionspartiet Atassut til at overveje, om sagen skal have konsekvenser i forhold til deres samarbejde med Partii Inuit.
-Ja, vi vil selvfølgelig tage det op i partiet, men det her er helt nye oplysninger, så vi tager det op senere, siger Atassuts formand, Gerhardt Petersen, efter at han blev gjort bekendt med de seneste beskyldninger af Partii Inuits formand i Sermitsiaq.
Ifølge netavisen har tre uafhængige kilder i går forklaret, at det ikke blot er en lussing, der har gjort Nikku Olsen uværdig til at sidde i Inatsisartut.
Kilderne har overfor avisen oplyst, at partiformanden både har sparket og slået sin ekskæreste med en knytnæve. Hævelsen skulle desuden have været så voldsom, at hun ikke kunne åbne det ene øje og kvindens dengang 6-årige barn så hændelsen, skriver avisen.
Hvis de nye oplysninger viser sig at holde stik, kan det tænkes at få konsekvenser for koalitionssamarbejdet.
Gerhardt Petersen og Atassut vil dog ikke ændre noget nu og her i forhold til samarbejdet med Partii Inuit.
-Nej, ikke som det ser ud lige nu. Vi har selvfølgelig snakket om det internt i Atassut, og vi kan kun råde til at andre partier henter straffeattester hjem inden de opstiller deres kandidater, siger Gerhardt Petersen.
-Det er selvfølgelig et godt råd, men I forholder jer ikke til den nuværende situation?
-Vi har som sagt kendt "lussing-sagen", men den nye situation, der er opstået nu, den har vi ikke snakket om i partiet endnu, siger Atassutformanden.
Gerhardt Petersen regner med at samle partiets medlemmer fredag for netop at diskutere den seneste udvikling i forhold til Nikku Olsen og Partii Inuit.
Vi har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra formanden for Naalakkersuisut Siumuts Aleqa Hammond.