Atassut: Lønforskelle kan påvirke kvinders pension

Partiet Atassut er - ligesom flere andre - bekymret over de nyeste tal fra Grønlands Statistik, der viser at der er hele 40 % store lønforskelle mellem kvinde- og mandefag her i landet.
Skrevet af Karsten Sommer
05. april 2010 16:38

Især peger Atassut på at lønforskellene i de typiske kvindefag, kan betyde at kvindernes pension også bliver mindre end mændenes.

Derfor mener Atassuts politiske næstformand, Steen Lynge, at samfundet bør sikre, at der findes særlig regler for pensionsordninger i kvindefagene, så de kan nå samme niveau som mandefagene.

- Dette skal sikre at alle vil kunne regne med en ensartet nedre grænse for pensionen, uanset man har arbejdet i et typisk kvinde- eller mandefag, skriver Steen Lynge.

Et initiativ, der sikrer ansatte i kvindefagene en pension, der ligger på samme niveau som pensionen fra mandefagene, vil i sidste ende gavne samfundsøkonomien.

- Så vil færre kvinder skulle modtage offentlig støtte ved siden af deres pensionsordning, fremfører Atassuts Steen Lynge.