Atassut: Jens B. Frederiksen skjuler fakta

Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen fejer fakta ind under gulvtæppet i sagen om INI's store huslejestigninger, hævder Atassut.
03. oktober 2009 13:27

Tidligere på ugen sagde Jens B. Frederiksen, at huslejestigninger på over 50 procent for enfamaliehuse skyldes, at der mangler penge til vedligeholdelse af boliger.

Men den forklaring tror Atassut ikke på.

- INI kræver op til tre gange leje for vakantboliger i forhold til en almindelig husleje af samme størrelse, siger Steen Lynge, politisk næstformand i Atassut og fortsætter:

- Derfor er INI nødt til at hæve priserne for almindelige lejere i hele Grønland, da INI har udsigt til at miste mange millioner kroner, når Naalakkersuisut gennemfører dets planer om at få dets egne personaleboliger i Tuapannguit. Det vil sige, at det er de almindelige lejere, der indirekte kommer til at finansiere Naalakkersuisuts anskaffelse af personaleboliger, siger Steen Lynge.