Atassut gled i olien

I Inatsisartut erklærede Atassut sig for klar til at stoppe al olieudvinding, før beredskabet er på plads. Men bagefter trak ordfører Knud Kristiansen den udmelding i land.
18. maj 2010 17:50

Mens olien fortsat fosser ud i den Mexicanske Golf, begynder de første prøveboringer efter det sorte guld i havbunden nordvest for Grønland til sommer, såfremt den endelige tilladelse falder på plads. Og det bekymrer Atassuts udenrigspolitiske ordfører Knud Kristiansen:

- Vi må og skal få sikret at lignende katastrofer ikke sker i vort land og vort farvand. Hvis ikke dette kan sikres, er vi i Atassut indstillet på, at det kan blive nødvendigt at stoppe al olieaktivitet i og i nærheden af vort land, også på trods af indtægtsmulighederne, sagde ordføreren under tirsdagens debat om udenrigspolitisk redegørelse for 2009.

Den udmelding var i hvert fald ny for formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist:

- Her på falderebet af forårssamlingen er det vel dagens nyhed, hvis Atassut fundamentalt har skiftet holdning i forhold til råstofpolitikken.

Loven om det beredskab, der skal træde til i tilfælde af, at udsluppet olie driver mod kysten, er just blevet vedtaget. Og i den kommende tid skal kommunerne forhandle om økonomien til udstyr og uddannelse af personale i forbindelse med bloktilskuddet fra Selvstyret.

Efter debatten blødte Knud Kristiansen dog op på sin udmelding:

- Vi har hele tiden sagt, at Atassut er for prøveboringerne. Men vores krav om hensynet til miljøet og bæredygtighedsprincippet er utrolig høje. Hvis det viser sig, at det kommer til at gå ud over vores fiskebestande og omkringliggende hav, så er vi villige til at sige: ”Olie – nej tak”.

Betyder det, at I vil have de prøveboringer, som begynder her til sommer, udskudt til næste år, hvor beredskabet er kommet på plads?

- Nej, altså prøveboringerne efter olie skal ske. Vores pointe er, at Naalakkersuisut må løbe lidt hurtigere (med at få beredskabet på plads, red.) og helst sammen med Kanukoku, svarer Knud Kristiansen.

På det udenrigspolitiske område vil Kuupik Kleist bruge Arktisk Råd til at sikre et beredskab i tilfælde af et olieudslip:

- Arktisk Råd arbejder med nogle fælles standarder for olieboringer i det arktiske område. Og i det hele taget med minimumsstandarder der skal være for miljøkrav ved råstofaktiviteter. Så spørgsmålet er helt relevant at rejse i forbindelse med en debat om udenrigspolitikken.

Alene kan Grønland ikke klare et olieudslip på størrelse med det i den Mexicanske Golf. Derfor er det også nødvendigt med et samarbejde med vores nabolande, påpeger Kuupik Kleist.

I løbet af i år ventes den danske Forsvarskommando at samle Færøernes og Grønlands Kommando ét sted.

Naalakkersuisut peger på Nuuk som en oplagt placering af denne såkaldte Arktiske Kommando.

Inatsisartuts efterårssamling begynder den 17. september.