Atassut-formand forklarer fadæse

Det er ikke lykkedes Atassut at få så meget som et eneste forslag på dagsordenen til forårets samling, og formand Gerhardt Petersen erkender, at partiet dermed forpasser en gylden mulighed for at få gennemført sin politik med koalitionen i ryggen.
Skrevet af Rune Langhoff
10. februar 2011 05:54

- Det er en mulighed, som har forpasset os og det er beklageligt, men nu har vi valgt at se fremad og så håber vi, at det ikke sker igen, siger Atassuts formand Gerhardt Petersen.

I de døende timer af efterårssamlingen skiftede partiet ellers oppositionsrollen ud med et såkaldt valgteknisk samarbejde med koalitionen. Det lignede en genvej til mere indflydelse for det liberale partis to Inatsisartut-medlemmer, men muligheden for at bringe sin egen politik på banen bliver altså ikke grebet dette forår, hvor Atassut må reagere i stedet for at agere.

- Vi skal jo stadig tage stilling til de andres forslag, men vi må tage til efterretning, at vores forslag nu er fejet af bordet. Og så må vi stræbe efter at gøre det bedre til næste gang, siger Gerhardt Petersen.

Han påtager sig en god portion af ansvaret for, at partiets seks forslag om blandt andet skattefrit opstartsår for nye virksomheder ikke blev accepteret af formandskabet. Her har man ifølge Atassut selv afvist forslagene, fordi de simpelthen ikke var tilstrækkeligt gennemarbejdede.

Partiets formand forklarer fadæsen med, at man fra Inatsisartut-medlemmerne og bestyrelsens side har været for langsomme til at få forslagene gjort klar til bearbejdning i partiapparatet.

- Det er alene vores skyld, at de ikke i tide er kommet videre til vores partiapparat og dermed er ikke blevet behandlet ordentligt, før de blev sendt af sted til formandskabet, siger han.

Og for at undgå endnu en samling på sidelinjen så at sige vil Gerhardt Petersen nu bestræbe sig på at skaffe flere kræfter til partiet, så man i fremtiden - smøleri eller ej - vil kunne udmønte politiske ideer i duelige forslag.

Men hvor stort et tilbageslag ser formanden det egentlig som i hans erklærede ambition om at genrejse Atassut til fordums styrke, som han for få måneder siden formulerede det?

- Det er selvfølgelig en streg i regningen, men nu må vi stræbe efter at styrke vores organisation og så gøre det bedre fremover, siger Gerhardt Petersen.