Atassut afviser brændstofsafgift

Atassut vil ikke støtte naalakkersuisuts forslag om en brændstofafgift. Det vil ramme fiskerne hårdt, mener partiet.
Skrevet af Jens Thorin
15. juli 2010 19:09

Landskassen vil fra næste år mangle indtægter for i alt 105 mio. kroner om året.

Naalakkersuisut har nu fundet en ny mulighed for at tjene penge ind til den skrumpende landskasse: Miljøafgifter. Og her indgår en ny brændstofafgift på 25 øre pr. liter. Men det vil Atassut ikke være med til.

- Jollefiskerne og fangerne har et stort forbrug af brændstoffer. De vil blive hårdt ramt. Deres omkostninger vil blive højere. Og deres produkter vil blive dyrere. Dermed vil alle forbrugerne blive ramt, siger partiformand Gerhardt Petersen.

Naalakkersuisut foreslår også ophørelse af toldfrie varer til rejsende til Grønland. Atassut tror dog ikke, disse nye indtægter vil være mærkbare. I steder ser formanden gerne, at man kigger på flere besparelser i Selvstyret, og afgifter på luksusbetonede varer:

- Luksusbetonede varer kan være store biler, hvor der skal være højere afgifter. Men vi vil sandelig også snakke om besparelser indenfor administrationen, siger Gerhardt Petersen.