Arktiske ledere holdt topmøde: - Det var smukt og rørende

Fra 12. til 15. november var der topmøde for de arktiske ledere i Rovaniemi i Finland.
Topmødet blev afsluttet med underskrivelse af en fælleserklæring, som blev underskrevet af Hjalmar Dahl fra ICC Grønland, Aslak Holmberg fra Saami Council, Bill Erasmus fra Athabaskan Council, Grigory Ladkov fra RAIPON og Sally Swetzof fra Aleut International Association. Foto © : ICC Kalaallit Nunaat / ICC Grønland
Skrevet af Karsten Sommer
18. november 2019 14:43

De seks oprindelige folks organisationer, der er permanente medlemmer i Arktisk Råd, deltog med omkring 70 deltagere, fortæller Hjalmar Dahl, præsident for ICC Grønland.

Under topmødet var der for første gang også arrangeret et ungdomstopmøde, hvor 27 unge mennesker fra Alaska, Canada, Grønland, Finland, Norge, Sverige og Rusland deltog og samarbejdede om en fælleserklæring, der blev præsenteret for deltagerne ved det egentlige topmøde.

Seqininnguaq Lynge Poulsen var Grønlands repræsentant til det første Arctic Leaders’ Youth Summit.

- Konferencen var en smuk og rørende oplevelse. Vi unge fik talt sammen om de problemer, vi oplever som unge oprindelige folk i Arktis, lyder det fra hende.

- Nogle emner var for eksempel manglen på traditionel viden i samfundet og uddannelsessystemet, samt vigtigheden i at inkludere de oprindelige folk i diskussionen om klimaforandringer og mental sundhed, tilføjer Seqininnguaq Lynge Poulsen.

- Vi oplever mange unge, der aldrig får udforsket deres identitet og kultur som oprindelige folk. Hvis vi ikke lærer det af samfundet eller i familien, hvor skal vi så lære om vores kultur, sagde hun under en paneldebat.

- Hovedbudskabet fra ungdomstopmødet vakte glæde, og udtrykte ungdommens engagement og vilje til at involvere sig i det arktiske samarbejde, siger Hjalmar Dahl.

Topmødet blev afsluttet med underskrivelsen af en fælleserklæring.

- Erklæringen vil fremadrettet være et godt grundlag for det fremtidige samarbejde mellem de seks oprindelige folks organisationer, siger Hjalmar Dahl.