Arktisk skov tæt på Qaanaaq

Der er fundet rester af en skov på Ellesmere Island, der ligger ikke langt fra Qaanaaq.
Skrevet af Noah Mølgaard
07. februar 2011 07:20

En to millioner år gammel arktisk skov er blevet fundet i Canadas nordligste nationalpark på Ellesmere Island, hvis breddegrader ligger nordligere end Qaanaaq. Det skriver Videnskab.dk.

Mumificerede træer blev fundet i nærheden af en isbræ og forsker Joel Barker ved Ohio State University i USA fik til opgave at analysere det opsigtsvækkende fund.

- Bladene ser i høj grad ud som noget, man kan finde, hvis man går en tur i Ohio om efteråret, siger Joel Barker til University of Alaska Fairbanks' hjemmeside.

- Artsrigdommen er ret lav. Vi har fundet fyr, gran, birk og lærk. Dette var et økosystem i tilbagegang, som kæmpede for at klare sig i dette miljø, siger Joel Barker om sit to millioner år gamle fund.